VEDTÆGTER

for

Beboerforeningen

Voer Forsamlingshus




§ 1.
Foreningens navn er:
Beboerforeningen Voer Forsamlingshus


§ 2.
Foreningens hjemsted er Norddjurs Kommune.
Adressen på Voer Forsamlingshus er
Voer Færgevej 92, Voer,
8950 Ørsted.


§ 3.
Foreningens formål er at bevare og vedligeholde
lokaler i Voer forsamlingshus til brug for
beboerne i Voer og omegn til møder, fester,
gymnastik, idræt, teater, film,
begravelser og iøvrigt til varetagelse af byens
og omegnens interesser.


§ 4.
Som medlemmer i foreningen kan optages enhver
uberygtet person, der er fyldt 18 år og som
bor i Voer og omegn, forudsat at foreningens
bestyrelse kan godkende vedkommende som medlem
og således, at bestyrelsens afgørelse herom
er endelig og inappellabel.


§ 5.
Foreningens medlemmer er pligtige til at betale et
årligt kontingent, hvis størrelse med bindende
virkning fastsættes af foreningens bestyrelse
under hensynstagen til et nøgternt overslag over
foreningens sandsynlige indtægter og udgifter,
og således at kontingentets størrelse
afgøres således, at indtægterne stedse
skal dække de nødvendige løbende udgifter,
herunder dække renter og afdrag på evt. lån,
som foreningen måtte optage.


§ 6.
Såfremt et medlem afgår ved døden, eller såfremt
et medlem flytter fra Voer og omegn, eller
såfremt et medlem melder sig ud af foreningen,
ophører alle rettigheder og forpligtelser
over for foreningen ved sådan begivenheds indtræden,
og det pågældende medlem hæfter ikke for nogen
gæld, der påhviler foreningen som sådan.

Det bemærkes udtrykkeligt, at medlemmerne af
foreningen ikke har noget personligt gældsansvar,
og det samme gælder for bestyrelsens
vedkommende, idet foreningen alene hæfter med
sine aktiver over for trediemand.


§ 7.
Ordinær generalforsamling afholdes een gang om året
i januar måned efter bestyrelsens nærmere
afgørelse om tidspunktet.
Indvarsling sker ved opslag med mindst 8 dages
varsel eller med samme varsel ved annonce i et
eller flere dag- eller ugeblade på Djursland.

Ordinær generalforsamlings dagsorden skal
indeholde følgende punkter:
a. Valg af dirigent.
b. Formandens beretning.
c. Aflæggelse af regnskab.
d. Valg af bestyrelse.
e. Valg af suppleanter til
    bestyrelsen.
f. Valg af 2 revisorer.
g. Eventuelt.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes så ofte
som bestyrelsen finder anledning dertil
og iøvrigt såfremt mindst 10 medlemmer
skriftligt har anmodet bestyrelsens formand om
indkaldelser til ekstraordinær generalforsamling.
På generalforsamlingen har hvert medlem een stemme.
Stemmeretten er personlig og kan ikke udøves
pr. fuldmagt. Medlemmers ægtefæller har kun
stemmeret, såfremt begge ægtefæller
betaler kontingent.

Ændring af disse vedtægter kan kun finde sted,
såfremt mindst 50% af samtlige medlemmer er
til stede, og såfremt 2/3 af de
fremmødte medlemmer stemmer for ændringen.
Såfremt der ikke møder 50% til den første
generalforsamling, afholdes en ekstraordinær
generalforsamling, hvor 2/3 af de mødte
kan ændre vedtægterne.

Alle andre vedtagelser på generalforsamlingen
sker ved simpel flertal.

Regnskabsåret følger kalenderåret.


§ 8.
Foreningens daglige virksomhed ledes af en bestyrelse
bestående af 5 medlemmer.

Medlemmerne er pligtige at modtage valg som
bestyrelsesmedlemmer, suppleanter og revisorer.

Der vælges 2 suppleanter, således at den
suppleant, der opnår flest stemmer,
først indtræder i bestyrelsen, hvis et
bestyrelsesmedlem afgår i utide.

Bestyrelsen vælger selv sin formand af
sin midte, ligesom bestyrelsen vælger
næstformand, der samtidig er kasserer.

Bestyrelsen træffer sine afgørelser ved
almindeligt stemmeflertal.

Foreningen forpligtes bindende, af den samlede
bestyrelses underskrift, og dette gælder også
køb og salg samt pantsætning af fast ejendom,
dog således, at der ikke må optages lån, som
overstiger 12½ % af den til enhver tid
gældende ejendomsvurdering.

Bestyrelsesmedlemmerne vælges for 2 år,
men således, at 2 af bestyrelsens medlemmer
efter lodtrækning går til valg, når der er
gået 1 år efter den første generalforsamling, og
således, at de 3 øvrige bestyrelsesmedlemmer
går til valg, når der er gået 2 år efter første
valg, og så fremdeles.

Genvalg kan finde sted, men et tidligere
medlem kan nægte at modtage genvalg i de
første 2 år efter sin valgperiode.


§ 9.
I forhold til trediemand hæfter foreningen med
sin formue, medens medlemmer og
bestyrelsesmedlemmer, som ovenfor nævnt,
ikke har personligt gældsansvar.


§ 10.
Såfremt foreningen efter reglerne om ændring
af vedtægterne vedtager at opløse foreningen,
skal foreningens nettoformue efter
bestyrelsens bestemmelse anvendes til
formål, der kommer beboerne i Voer
og omegn til gavn frem i tiden.


§ 11.
Bestyrelsen fastsætter hvert år, hvor meget
medlemmerne og ikke-medlemmer skal betale
for benyttelse af foreningens lokaler.

Bestyrelsen fastsætter regler om orden og
benyttelse, renholdelse, vedligeholdelse
og fornyelse samt om- eller tilbygning af
foreningens forsamlingshus med bindende
virkning for alle medlemmer.


§ 12.
Der er tale om ændring af de hidtil gældende
vedtægter for Voer Forsamlingshus,
vedtaget på 2 efter hinanden følgende
generalforsamlinger efter reglerne i de
hidtidige vedtægters § 9, og dirigentens
underskrift på denne vedtægt gælder tillige som
bekræftelse på, at vedtægtsændringerne
er vedtaget som foreskrevet i de
hidtidige vedtægters § 9.

Når der er valgt ny bestyrelse, skal den nye
bestyrelse tillige underskrive
disse vedtægter.


3. marts 1978.


Som ordstyrer: Kaj Mogensen

BESTYRELSEN:
Henning Pedersen Kirsten Mogensen Asta Rasmussen
Kaj Borup Holger Nielsen





Tilbage til forsiden